van Gogh - vG #4

Tilbage til forrige

Kristian Ditlev Jensen, Berlingske Tidende, Kultur, 13. maj 2000.

Engangsfornøjelse

Lydtidsskriftet »van Gogh« - udgivet på en interaktiv CD-Rom - knytter i sit seneste nummer konceptkunst og frækhed sammen i en enestående idé. For 160 kroner får man forgængeligheden ind på livet. Værket dur nemlig kun én gang.

CD-rommen, der rummer nummer fire af tidsskriftet (og for én gangs skyld passer den betegnelse perfekt!) »van Gogh«, leveres i en opblæst plasticboble. Og man kan derfor kun få den ud ved - uigenkaldeligt - at punktere emballagen med en saks. Herefter sætter man den i sin computen Og når man cirka én time senere tager den ud? Ja, så er den ubrugelig
...
»Forgængelighed« står der med store bogstaver på skærmen i dette forårs flygtige lilla/ pink modefarve (hvordan vidste redaktionen det?). Herfra går man direkte ind i »Vogels forvandling«, hvor skærmen -skærmbillede for skærmbillede- skifter farve. Samtidig forvandler Karsten Vogels flotte klaverspil sig mere og mere til en brummen, en susen, en hvisken ... ingenting.
»Dette er en éngangs CD-rom. Alting opleves kun én gang. hvert øjeblik er et spring frem. Du kan ikke vende tilbage.« Skiltet på den grå skærm har et felt nede i højre hjørne. »Accepter« står der. Og der er - som i livet - ikke andre muligheder. Man må tage det irreversible spring. Hvis man vil opleve.
Klik!
Fra dette punkt er tidsskriftet for alvor I gang. I Mette Sandbyes »Førkritik« kan man læse om van Gogh-projektets indplacering i avantgardens historie. Hun skriver en indfølt analyse af CD-rom-værkets smukke éngangstanke. Men selvfølgelig alene som hun hår fået den forklaret mundligt af redaktionen. CD-rommen er jo her og nu. Den var ikke der og da.
Alligevel skriver Sandbye glimrende om avantgarde-bevægelsernes opgør med den faste genre, om modernistemes eksperimenter, om italiensk og russisk futurisme (sidstnævnte fokuserer meget på kunsten som enestående begivenhed, event), om dadaisteme, om cut-up-digte (lavet af udklip fra dagens avis), om balletter, hvor skramlende støj og gadelarm og musik er ét fedt, om 1960'emes tværæstetiske kunst, om flygtighedens Fluxus-kunst, om John Cages »komposition« med titlen »4.33«, hvor man blot lytter til verdens lyde i det i titlen angivne tidsrum. Alt dette - forklarer Mette Sandbye - er traditionen bag denne CD-rom. Og som en ekstra fin finesse: Hver gang man blader i »Førkritik«, forsvinder siden med et højt suk, lyden af et åndedrag. Ind. Ud. Og væk
Man klikker på den sidste, Mette løber ud i sandet - og i næste nu er der en serie smuk-ke, men også mærkelige, røde, blå, brune lysbilleder. Det viser sig at være nærbilleder af den måske mest forgængelige vare. Det er mad. Klik! Og billederne er spist af tiden.
Næste afsnit er ligefrem genialt: En momentant forkølet Jørgen de Mylius præsenterer en sang, som han - af gode grunde aldrig har hørt. Den er nemlig det, Mylius kalder et »éngangs-hit«. Man kan kun høre den sang én gang. Og det helt vidunderlige ved den idé er selvfølgelig, at alle hits normalt er afhængige af gentagelsen. Men ikke her Redaktionen har nemlig bestilt »det ultimative hit« hos Søren Søgård-Jensen, og han har kvitteret med den nærmest sarkastiske ørehænger »Tid til dig«. Musikken er i grand prix-stil af værste strygerskuffe. Sangen er næsten pinlig. Og teksten handler om den moderne mands jagt på kvalitetstid sammen med sin Ruth (»vi skal se fjernsyn/ ha' kaffe og et par poser slik/ når jeg får/ tiiid til dig/ tid til dig ...«)

Ved næste klik bevæger man sig ind i »Guldhomene«. De forlængst omsmeltede artefakters indskrifter præsenteres på fire måder: Man hører den knitrende baggrundsknasen fra en oplæsning i Berlin 1922 (men stemmen er her »bortrestaure-ret«). Sprogprofessor Jørn Lund læser indskriften med rekonstrueret, tidlig 1800-talsdeklamation. Kongelig skuespiller Adam Salomonsen deklamerer teksten (optaget på tragtgrammofon) i Berlin 1922. Lone Elmstedt Bild, 19-årig pige, deklamerer den på »ungt rigsmål« (optaget på Mini-disc, 1999). Undervejs ser man en runesten, en dechiffrering af hornenes indskrifter og et gammelt kort over »TYVERIET«. Det fatale øjeblik - med små, tyvagtige fodspor og det hele.
»2:00:00« står der så på skærmen. Tre høje bip til advarsel. Parat, start, læs! Der er kun to minutter til at læse Ewalds smukke »Haab og Erindring« fra 1772. Samtidig tælles der ned på sindssyge hundrededele af sekunder... Og så er digtet væk. Eller i erindringen?
»Lejlighedssang« præsenteres som karaoke, så man selv kan bidrage til værket. Men hvad er det for noget? »Lejlighedsang er bestilt af redaktionen for at fejre en tilfældig valgt person. Sangen er skrevet af en professionel sangskriver på baggrund af informationer indhentet via en privatdetektiv,« står der efter sangen. Her høres også en bid af privatdetektivens diktafonoptagelse: »Jeg holder i min bil i Espergærde... Objektet hedder... Gert ...«
1,2,3... l3 tal står der på skærmen. Når man klikker på dem et efter et, forsvinder de. Frem kommer i stedet et chokerende ærligt interview med Søster Mette fra Diakonissestiftelsens hospice. Hun fortæller om, hvordan et døende og senere et dødt menneske ser ud, føles - og lugter »Det er en sød duft«. Den kronisk syge interviewers dage er talte. Blot denne del er hele CD-rommen værd.
»van Gogh« nummer fire bliver ved og ved - eller rettere holder op og holder op - på. denne måde. Éngangshittet »Tid til dig« dukker hele tiden op, men hver gang i nye udgaver i andre øjeblikke. Der er f.eks. en up-beat'et version og en version spillet på mobiltelefon. »Udspil« er en komposition, man selv skal spille færdig. Man ser et badekar fyldes og tømmes. Ovids historie om Ekko og Narcissus kombineres med et udfadende maleri. En videnskabelig artikel om protosprog - menneskets nu tabte ursprog. »Værk for CD-af-spiller« er den lyd, der kommer ud af, at det hul, redaktionen har boret i CD-rommen, og din unikke computers CD-afspiller mødes. På undertegnedes IBM lyder det som en slags sørgemarch for sav. Så dukker et optryk af Gerts lyseblå lejlighedssang frem. Man skal med musen gnide/slide et digt af Per Højholdt til syne. Fordi det handler om, hvordan hånden slider træet blankt - de i hvert øjeblik ligegyldige handlinger, der kun set over tid giver mening. Inden en børnetegning og en uforståelig bømefortælling tager over. Man genkender kun ordene »høj skråning« og »trillebør«. Til sidst kommer kolofonen, der er en rulletekst ledsaget af en meget, meget besynderlig udgave af »Solen er så rød«.
Da det hele er overstået skal man lige til at slukke computeren. Men så. En sindsforvinret mand vakler rundt i Jægersborggade. Det ringer på døren. »Aase! « Stemmerne prøver at hjælpe ham. Men han vil ikke hjælpes. Kaos. Desorienterethed. Sorg. »Du skal jo være på hospitalet!« råber Aase igen og igen. Og langsomt går det op for én. Den indlysende afslutning.
Aases mand er dement Han kan ikke huske en disse. Hans liv er kun... nu.
Klik!

Van Gogh nr.4: Forgængelighed Redaktion: Steen Johannesen, Jannick Kirk Sørensen, Christian Leifelt, Simon Løvind, Michael Madsen, Jacob Thøgersen, Lene Wissing. Éngangs-CD-rom. Varighed cirka én time i alt. Pris: 160 kroner. Fås i boghandlen eller på Intemet

Hvis du vil videre:
www.soundart.dk

Tilbage til forrige

Tilbage til forrige Kristian Ditlev Jensen, Berlingske Tidende, Kultur, 13. maj 2000. Engangsfornøjelse Lydtidsskriftet »van Gogh« - udgivet på en interaktiv CD-Rom - knytter i sit seneste nummer konceptkunst og frækhed sammen i en enestående idé. For 160 kroner får man forgængeligheden ind på livet. Værket dur nemlig kun én gang. CD-rommen, der rummer nummer fire af tidsskriftet (og for én gangs skyld passer den betegnelse perfekt!) »van Gogh«, leveres i en opblæst plasticboble. Og man kan derfor kun få den ud ved - uigenkaldeligt - at punktere emballagen med en saks. Herefter sætter man den i sin computen Og når man cirka én time senere tager den ud? Ja, så er den ubrugelig ... »Forgængelighed« står der med store bogstaver på skærmen i dette forårs flygtige lilla/ pink modefarve (hvordan vidste redaktionen det?). Herfra går man direkte ind i »Vogels forvandling«, hvor skærmen -skærmbillede for skærmbillede- skifter farve. Samtidig forvandler Karsten Vogels flotte klaverspil sig mere og mere til en brummen, en susen, en hvisken ... ingenting. »Dette er en éngangs CD-rom. Alting opleves kun én gang. hvert øjeblik er et spring frem. Du kan ikke vende tilbage.« Skiltet på den grå skærm har et felt nede i højre hjørne. »Accepter« står der. Og der er - som i livet - ikke andre muligheder. Man må tage det irreversible spring. Hvis man vil opleve. Klik! Fra dette punkt er tidsskriftet for alvor I gang. I Mette Sandbyes »Førkritik« kan man læse om van Gogh-projektets indplacering i avantgardens historie. Hun skriver en indfølt analyse af CD-rom-værkets smukke éngangstanke. Men selvfølgelig alene som hun hår fået den forklaret mundligt af redaktionen. CD-rommen er jo her og nu. Den var ikke der og da. Alligevel skriver Sandbye glimrende om avantgarde-bevægelsernes opgør med den faste genre, om modernistemes eksperimenter, om italiensk og russisk futurisme (sidstnævnte fokuserer meget på kunsten som enestående begivenhed, event), om dadaisteme, om cut-up-digte (lavet af udklip fra dagens avis), om balletter, hvor skramlende støj og gadelarm og musik er ét fedt, om 1960'emes tværæstetiske kunst, om flygtighedens Fluxus-kunst, om John Cages »komposition« med titlen »4.33«, hvor man blot lytter til verdens lyde i det i titlen angivne tidsrum. Alt dette - forklarer Mette Sandbye - er traditionen bag denne CD-rom. Og som en ekstra fin finesse: Hver gang man blader i »Førkritik«, forsvinder siden med et højt suk, lyden af et åndedrag. Ind. Ud. Og væk Man klikker på den sidste, Mette løber ud i sandet - og i næste nu er der en serie smuk-ke, men også mærkelige, røde, blå, brune lysbilleder. Det viser sig at være nærbilleder af den måske mest forgængelige vare. Det er mad. Klik! Og billederne er spist af tiden. Næste afsnit er ligefrem genialt: En momentant forkølet Jørgen de Mylius præsenterer en sang, som han - af gode grunde aldrig har hørt. Den er nemlig det, Mylius kalder et »éngangs-hit«. Man kan kun høre den sang én gang. Og det helt vidunderlige ved den idé er selvfølgelig, at alle hits normalt er afhængige af gentagelsen. Men ikke her Redaktionen har nemlig bestilt »det ultimative hit« hos Søren Søgård-Jensen, og han har kvitteret med den nærmest sarkastiske ørehænger »Tid til dig«. Musikken er i grand prix-stil af værste strygerskuffe. Sangen er næsten pinlig. Og teksten handler om den moderne mands jagt på kvalitetstid sammen med sin Ruth (»vi skal se fjernsyn/ ha' kaffe og et par poser slik/ når jeg får/ tiiid til dig/ tid til dig ...«) Ved næste klik bevæger man sig ind i »Guldhomene«. De forlængst omsmeltede artefakters indskrifter præsenteres på fire måder: Man hører den knitrende baggrundsknasen fra en oplæsning i Berlin 1922 (men stemmen er her »bortrestaure-ret«). Sprogprofessor Jørn Lund læser indskriften med rekonstrueret, tidlig 1800-talsdeklamation. Kongelig skuespiller Adam Salomonsen deklamerer teksten (optaget på tragtgrammofon) i Berlin 1922. Lone Elmstedt Bild, 19-årig pige, deklamerer den på »ungt rigsmål« (optaget på Mini-disc, 1999). Undervejs ser man en runesten, en dechiffrering af hornenes indskrifter og et gammelt kort over »TYVERIET«. Det fatale øjeblik - med små, tyvagtige fodspor og det hele. »2:00:00« står der så på skærmen. Tre høje bip til advarsel. Parat, start, læs! Der er kun to minutter til at læse Ewalds smukke »Haab og Erindring« fra 1772. Samtidig tælles der ned på sindssyge hundrededele af sekunder... Og så er digtet væk. Eller i erindringen? »Lejlighedssang« præsenteres som karaoke, så man selv kan bidrage til værket. Men hvad er det for noget? »Lejlighedsang er bestilt af redaktionen for at fejre en tilfældig valgt person. Sangen er skrevet af en professionel sangskriver på baggrund af informationer indhentet via en privatdetektiv,« står der efter sangen. Her høres også en bid af privatdetektivens diktafonoptagelse: »Jeg holder i min bil i Espergærde... Objektet hedder... Gert ...« 1,2,3... l3 tal står der på skærmen. Når man klikker på dem et efter et, forsvinder de. Frem kommer i stedet et chokerende ærligt interview med Søster Mette fra Diakonissestiftelsens hospice. Hun fortæller om, hvordan et døende og senere et dødt menneske ser ud, føles - og lugter »Det er en sød duft«. Den kronisk syge interviewers dage er talte. Blot denne del er hele CD-rommen værd. »van Gogh« nummer fire bliver ved og ved - eller rettere holder op og holder op - på. denne måde. Éngangshittet »Tid til dig« dukker hele tiden op, men hver gang i nye udgaver i andre øjeblikke. Der er f.eks. en up-beat'et version og en version spillet på mobiltelefon. »Udspil« er en komposition, man selv skal spille færdig. Man ser et badekar fyldes og tømmes. Ovids historie om Ekko og Narcissus kombineres med et udfadende maleri. En videnskabelig artikel om protosprog - menneskets nu tabte ursprog. »Værk for CD-af-spiller« er den lyd, der kommer ud af, at det hul, redaktionen har boret i CD-rommen, og din unikke computers CD-afspiller mødes. På undertegnedes IBM lyder det som en slags sørgemarch for sav. Så dukker et optryk af Gerts lyseblå lejlighedssang frem. Man skal med musen gnide/slide et digt af Per Højholdt til syne. Fordi det handler om, hvordan hånden slider træet blankt - de i hvert øjeblik ligegyldige handlinger, der kun set over tid giver mening. Inden en børnetegning og en uforståelig bømefortælling tager over. Man genkender kun ordene »høj skråning« og »trillebør«. Til sidst kommer kolofonen, der er en rulletekst ledsaget af en meget, meget besynderlig udgave af »Solen er så rød«. Da det hele er overstået skal man lige til at slukke computeren. Men så. En sindsforvinret mand vakler rundt i Jægersborggade. Det ringer på døren. »Aase! « Stemmerne prøver at hjælpe ham. Men han vil ikke hjælpes. Kaos. Desorienterethed. Sorg. »Du skal jo være på hospitalet!« råber Aase igen og igen. Og langsomt går det op for én. Den indlysende afslutning. Aases mand er dement Han kan ikke huske en disse. Hans liv er kun... nu. Klik! Van Gogh nr.4: Forgængelighed Redaktion: Steen Johannesen, Jannick Kirk Sørensen, Christian Leifelt, Simon Løvind, Michael Madsen, Jacob Thøgersen, Lene Wissing. Éngangs-CD-rom. Varighed cirka én time i alt. Pris: 160 kroner. Fås i boghandlen eller på Intemet Hvis du vil videre: www.soundart.dk Tilbage til forrige